17.10.11

Angst og depression (i hvalfiskens mave)

Kategoriseret under Angst, Depression, Selvudvikling af jenswpedersen

Følelser er åbne for fortolkning. De er til dels, hvad vi gør dem til, eller hvad vi tænker om dem. Det tager de farve af. Følelser opleves forskelligt afhængigt af, hvordan de tolkes. Man kan eksempelvis tænke på følgende måder om angst:

1) “Jeg er angst = der er noget galt med mig”

2) “Jeg er angst = heri ligger et udviklingspotentiale”

Det gør en forskel. Den første måde er svær, tung og trist. Den anden måde er lovende og håbefuld, men kræver måske en forklaring. For mig at se kan der gemme sig et vigtigt budskab i en angst - den gør os nemlig opmærksomme på, at der er noget på spil i vores liv. Den markerer så at sige et sted, hvor det brænder på. Det kan være et sted, vi skal undgå, men det kan faktisk også være et sted, som vi skal hen. I nogle tilfælde henleder angsten vores opmærksomhed på et potentiale. I så fald skal vi nærme os den. Fx for at få øje på en livsopgave, dvs. på noget som giver vores liv indhold, mål og retning. Noget meget værdifuldt og livsbekræftende.

Angst peger på et sted i vores liv, hvor der virkelig er noget spil, så hvis vi nærmer os angsten for at mærke og forstå den, kommer vi tæt på os selv og får måske mulighed for at transformere vores liv.

Hvis vi derimod løber væk fra angsten, risikerer vi i stedet at ende med en depression. Meget ofte følges angst og depression ad. De som har det ene oplever ofte også det andet. Det ser derfor ud som om, de to er forbundne. Men hvordan?

Som jeg ser det, kan depression være et resultat af at have et undvigende forhold til angst. Når vi ikke vil tæt på angsten, undviger vi måske også vores egen livsnerve. Under angsten ligger livslysten. Så hvis man tør kigge på angsten, får man måske øje på lysten. Ved at konfrontere angst kan vi derfor slippe af med depression.

Jeg er ikke kristen, men jeg ser en analogi til historien om Jonas og Hvalfisken. Den kan forstås som en billedlig fremstilling af forholdet i mellem angst og depression. I historien hedder det, at Jonas får tildelt en opgave fra Gud; han skal forkynde Guds ord. Men Jonas er bange for at gøre, som Gud forlanger af ham. Derfor løber han væk. Man kan vælge at se det som en historie om et menneske og dets mission i livet. Eller dets livsopgave. Uden at inddrage de religiøse termer, kunne man sige, at historien omhandler, hvad der sker med os, hvis vi ikke tør gøre det, som virkelig betyder noget for os. Det allervigtigste i vores liv.

Jonas løber væk fra Gud, og for at komme så langt væk som muligt, går han om bord på et skib og ender ude på åbent hav. Skibet kommer imidlertid ud for en voldsom storm, og da besætningen finder ud af, at Jonas er skyld i stormen, bliver han smidt overbord og ender med at blive slugt levende af en hval.

Nej, det lyder jo ikke som nogen realistisk historie, men det er et godt billede på, hvad der kan ske med os, i mental forstand, hvis vi lader os styre af angst. I hvalens mave er der ensomt, mørkt, trist, tomt og indelukket. Vi kan forestille os, at det er sådan, Jonas har det. Og kan man få et bedre billede på, hvad det vil sige at være deprimeret? Som sådan kan historien være en fortælling om, hvordan angst medfører depression.

Da Jonas befinder sig i hvalens mave går det op for ham, at han er nød til at påtage sig den mission, som Gud har givet ham. Hvalen spytter ham derefter ud og Jonas går i land for at forkynde Guds ord. Hans liv er igen på rette spor.

På samme måde kan det være med os, når vi holder op med at flygte fra det, vi egentlig gerne vil. Så får vi igen farve i kinderne, fordi livet vender tilbage. Så er vi på rette spor.

Og næste gang vi støder på en angst i vores liv, kan vi med fordel tænke: “Hov, hvad var det? Var der noget der, som jeg virkelig gerne ville, men som jeg hidtil har undgået at gøre?” Så kan vi opleve angsten som vores gode ven, der viser vej. På den måde kan det nærmest blive en nydelse at mærke angst. Ikke noget dårligt.

Permalink 10 kommentarer

13.08.11

Lykke-hunger

Kategoriseret under Lykke, Selvudvikling af jenswpedersen

ALLE vil være lykkelige, men man kan ville det FOR meget, dvs. så meget, at det giver bagslag. Alting med måde. Her er nogle dagligdags eksempler på, hvordan vi spænder ben for os selv i jagten på lykken:

1. Når vi vil noget rigtigt meget, kan vi få præstationsangst. For en mand er det fx helt almindeligt, hvis han står overfor en smuk kvinde. Nu skal han yde sit allerbedste, men i stedet tør han hverken at tale, bevæge sig eller trække vejret. Foran hende står derfor en helt stiv sag med bedende øjne og et krampagtigt smil på læben. Hun skal have en speciel smag, hvis hun falder for det. Havde han i stedet været sit almindelige afslappede selv, havde han nok sagt noget sjovt eller interessant på et eller andet tidspunkt…men han vil det FOR meget.
2. I det hele taget kan man sige, at det at ville noget, at skulle præstere og opnå et gode, skaber en spændingstilstand i krop og sind. Det er naturligt og uundgåeligt. Men hvis vi bliver for optagede af vores mål og præstationer, så kan det skabe permanente spændinger og stress. Ikke særlig lykkeligt…
3. Når vi vil noget for os selv, så bliver vi også nemt selvcentrerede. Det er meget forståeligt. Hvis JEG gerne vil være lykkelig, så er mit fokus på mine mål og behov - det er svært at have fokus på de andres. Så glemmer man at lytte, at give en hjælpende hånd, at udvise venlighed, nærvær og omtanke. Man fremstår kort sagt IKKE som den mest sympatiske person i verden. Man forværrer derved sine relationer. Men eftersom lykken i høj grad afhænger af vores relationer, så er man ved at opnå det modsatte af det, man gerne ville…
4. Noget af det værste er, når vi skal nå det hele på den halve tid. HELE TIDEN. Vi har jo kun det her ene liv (vil nogen mene), og så skal det leves fuldt ud. Ja, tak. Men det er usundt, hvis det er en slags dødsangst, der får os til at ville leve ekstra meget eller hurtigt. Så brænder vi ud før tid. Vi bliver utålmodige og hektiske. Man skal jo også have TID til at være i live.
5. Når man vil FOR meget er der også en stor risiko for, at man bliver en fiasko. Man fyldes måske med selvbebrejdelser, fordi det ikke er så nemt at opnå de mål og den succes, man higer efter. Så bliver de høje forventninger til lavt selvværd. Ikke særlig lykkeligt.

Derfor mener jeg faktisk, at man kan anbefale en lidt tilbagelænet indstilling til lykken. Man behøver ikke hele tiden, at være på jagt efter den. I stedet kan man bare tillade sig selv at VÆRE. Uden mål og med. At give slip på alt det man gerne vil opnå og i stedet bare være, den man er. PÅ godt og ondt. Hvis vi tager det sure med det søde, som noget naturligt, så er vi bedre stillet. Hvis vi forventer FOR meget af livet og lykken, så vil vi hele tiden være fortvivlede og skuffede over, hvor lidt vi rent faktisk opnår. Hvis vi ikke forventer alt for meget, kan vi læne os tilbage, veltilfredse. Så får vi måske endda overskud til at kigge os nysgerrigt omkring…

Permalink 2 kommentarer

11.04.11

Det følgende er muligvis noget vås…

Kategoriseret under Fællesskab, Pligt af jenswpedersen

…men den fare er jeg så vandt til. Så her kommer det alligevel

Jeg prøver desperat er gøre denne her tekst bare en lille smule “sexet”.

Men ak, for her kommer så lidt filosofisk tæsken langhalm på, hvordan (jeg tror at) pligt og fællesskab hænger sammen. Jeg mener nemlig, at vores såkaldt postmoderne samfund LIDER under det, at ordet “pligt” har mistet sin betydning. Og det har det måske netop, fordi vi kun er løseligt tilknyttede til de fællesskaber, som vi er en del af.

Hvis fællesskaber “skrider” eller udvandes, så gør forpligtelser det også, fordi pligt dybest set er noget man har/påtager sig i en social sammenhæng.

Jeg tror nok, at der er en vis dækning for den påstand i socialvidenskaben, hvor man bruger begrebet “anomi” om den slags værdiopløsning, der følger på sociale sammenbrud.

Men altså, min påstand er, at “pligt” har en social natur.  Det at være forpligtet trækker så at sige på nogle klare fælles forståelser af, hvad der er mening med, hvad der betyder noget og hvad der er rigtigt/forkert. Og på et entydigt fællesskab indenfor hvis rammer pligten udføres. Eller med andre ord; man gør sin pligt, fordi man hører til i et ideologisk/kulturelt fællesskab, som forventer det af en. Og fordi ens tilhørsforhold er tilstrækkeligt stærkt til, at man også selv FØLER den forpligtelse.

Vi postmoderne er ikke længere forpligtede på de fællesskaber, som vi indgår i. Hvis de ikke rigtigt “passer os”, kan vi bare skifte dem ud. Det gælder arbejds-, bo-, trosfællesskaber osv. Ja, selv familien kan vi til dels skifte ud. I hvert fald partneren. Igen og igen.

Det eneste, som vi ikke kan skifte ud/skaffe os af med, er vel egentlig vores børn. Eller det er vi enige om, at vi ikke må. På det punkt har vi en fælles værdi, som hedder, at man ALDRIG svigter sine børn. For os der ikke har børn, kan det nogle gange føles som en plage, fordi vi pr. definition kommer i anden række. For forældrene kan det vel også være en plage. Til tider. Men jeg har også på fornemmelsen, at mange forældre faktisk NYDER det at være forpligtede. På dette ene punkt i deres liv, behøver de ikke at overveje, om de nu også gider. DE SKAL. Eller den forpligtelse kan de simpelthen ikke lægge fra sig. Ikke hvis de vil kunne betragte sig selv som ordentlige mennesker.

Og her kommer vi måske frem til min pointe; for ville vi faktisk ikke være mere tilfredse, hvis der var flere områder i livet, hvor vi følte, at der var noget vi MÅTTE gøre? Sager som vi ikke kunne slippe, fordi de var os pålagt. Ikke nødvendigvis pålagt udefra, men pålagt os af vores eget interne værdikompas. Eller pålagt os af en værdi, som var STØRRE END OS SELV.

???

Hvis det var noget vås, så ved jeg ikke, hvad læseren er, for man er jo, hvad man læser!

I hvert fald hvis man ikke protesterer med en kommentar herunder!!!

Permalink Kommentarer

09.04.11

Mandens ensomhed

Kategoriseret under Fællesskab, Individualisme, Køn, Pligt af jenswpedersen

Det hedder sig, at kvinder er “relationsorienterede”, mens mænd går for at være “sagsorienterede”.  Det er naturligvis noget firkantet, at opstille sådan en kønsforskel, men i det her tilfælde kan jeg nikke genkendende til generaliseringen. Der er noget om snakken. Det ses fx ved, at piger har tendens til at mødes for at VÆRE SAMMEN, mens mændene som regel mødes for at være sammen OM NOGET; fx en fodboldkamp

Nu er det så, at jeg tænker, at det potentielt set er “farligt” for os mænd, fordi vi lever i en tid, hvor de faste fællesskaber opløses. Man kunne kalde det “de tabte fællesskabers tid”.

Vi er slet ikke knyttet til fællesskaberne på samme måde, som vi historisk set har været det. Nu er vi jo individualister. Fællesskaber er noget vi deltager i. For en tid. Sålænge det giver mening i lyset af vores personlige interesser, preferencer, mål osv. Vi er kort sagt ikke længere FORPLIGTEDE på de fællesskaber, som vi indgår i. Vi har fx arbejdsfællesskaber, som i gennemsnit udskiftes hvert 5. år. Vi har monogame forhold, som skiftes ud med mellemrum, og derved bliver til “seriel monogami”. Vi har interesser og hobbyer, som kommer og går.

Jeg synes, at jeg kan se en tendens til, at kvinder håndterer denne udskiftelighed bedre end mænd. FORDI de har nemmere ved at bevare deres individuelle venskaber, selvom de udskifter fællesskaberne. Hvis manden holder op med at interessere sig for fodbold, så mister han sine fodboldvenner. Hvis han mister sit arbejde, er hans forhold til kollegerne også fortid osv. For det var jo “sagen”, som fællesskabet drejede sig om.

For manden bliver de fragmentariske fællesskaber derfor også til fragmentariske relationer og venskaber. Den tidstypiske individualisme bliver derved til en særlig risiko for manden. I højere grad end kvinden risikerer han at blive ENSOM.

Og den ensomhed kan han ikke vikle sig ud af på nogen fornuftig måde.

Så er det, at vi finder den “stærke” og uafhængige mand nede på den lokale bodega. Ved hjælp af alkoholen får han mod til at blive relationsorienteret. Pludselig er han en rørstrømsk krammebamse, der kaster sin kærlighed på en tilfældig og ufrivillig “ven”, som han betror sig til

Kan det blive mere ynkeligt?

Permalink 14 kommentarer

09.03.11

Om at gerne ville tvinges

Kategoriseret under Individualisme, Pligt af jenswpedersen

Ja, og inden, at titlen her vækker alt for meget opsigt, skal jeg skynde mig og sige, at vi taler om noget pænt og ordentligt, noget hverdagsagtigt.

Det følgende kunne anspore til en hel del fornægtelse her i individualismens tidsalder. Det er ikke comme il fout. Som frie og uafhængige væsener kan vi dårligt forstå os selv som interesserede i noget som…ja, som vi ikke er interesserede i. Men så alligevel. Er der måske ikke et eller andet med, at vi er godt tilpas med et vist element af tvang i visse situationer?

Tag fx det at gå på arbejde. Man gider jo ikke rigtigt om morgenen, når man skal af sted. Jo, måske nogle dage, men ikke hver dag. Man tager af sted under alle omstændigheder, for det SKAL man jo. Og her er så min pointe; et eller andet sted er man glad for, at man er nød til det. Uden fast mødetid ville man i stedet sove længe. På et eller andet tidspunkt ud på formiddagen, ville man så “tage sig sammen”, stå op og traske af sted. Omkring kl. 11 møder man derfor på kontoret MED DÅRLIG SAMVITTIGHED. Ja, for man ville jo egentlig gerne have været i gang noget før. Nu er den halve dag gået uden, at man har ydet en indsats, og det vil man ellers dybest set gerne. Så man er GLAD for den tvang, der ligger i at skulle møde på arbejde til en fastsat tid.

Find selv på andre situationer, hvor I gerne vil tvinges

Permalink 6 kommentarer

06.03.11

Ydmyghed og omnipotens - en pakkeløsning

Kategoriseret under Tro af jenswpedersen

Jeg tror på karma, dvs. at jeg tror på, at jeg selv er den første årsag til de ting, der sker i mit liv.

Hvis der sker noget dårligt, så er det altså i sidste ende min egen “skyld”.

I en vis forstand læsser jeg skyld oveni den dårligdom, som jeg allerede oplever. Man kunne mene, at det var at føje spot til skade. En psykolog kunne måske finde på at advare imod den praksis

Men jeg oplever ikke, at jeg derved forværrer noget, som i forvejen er skidt. Tværtimod. For mig virker det omvendt, befriende. Ved at påtage mig skylden, påtager jeg mig også ansvar, og jeg tilskriver mig selv evnerne til at skabe forandring. Jeg kommer derved ud af magtesløsheden og fjerner mig fra en offerrolle.

Jeg fjerner mig fra den der fornemmelse af, at nogle andre er skyldige overfor mig.

Og jeg fjerner mig fra en grund-fornemmelse af, at verden er et uretfærdigt sted. Et ulykkeligt sted.

I sidste ende tilskriver jeg verden mening.

OG man kan håndtere rigtig meget modgang, hvis det er meningsfyldt for en.

Jeg bøjer mig således for det, der sker i (min) verden og tager det på mig. I ydmyghed.

Det lidt sjove, og paradoksale, er så, at ydmygheden her går hånd i hånd med magten. Jeg bøjer mig i ydmyghed og indrømmer, at jeg selv har skabt den misere, som er mit liv. Dermed får jeg imidlertid også lov at føle, at jeg dybest set er herre over (min) verden. Det lykkes at tilskrive mig selv en slags omnipotens (hvilket ellers kun er Gud forundt)

SE nu er der virkelig noget for psykologen at tage fat på!

Permalink Kommentarer

05.03.11

Single fri weekend

Kategoriseret under Selvudvikling, Single, Tro af jenswpedersen

Jeg har en hel weekend for mig selv. Ingen aftaler. Jeg har en god roman af Henrik Stangerup, som jeg kan læse i ro og mag.

MEN

Så kommer den der uro over mig. Jeg bliver utilfreds og synes, at der mangler noget. NOGEN. Og jeg føler, at jeg bør gøre noget, sætte noget i gang, flytte ud af byen, oprette en datingprofil, skrive et indlæg, arrangere og løbe for livet. Realisere mig selv.

Og jeg som ellers tror på evigheden

Jeg burde kunne sidde her som en anden buddhistisk munk i fuldkommen ubekymret ro

Vel vidende at jeg har god tid til ALT

Permalink 2 kommentarer

20.02.11

Om at tro fordi man ikke har noget alternativ

Kategoriseret under Tro af jenswpedersen

Jeg diskuterer jævnligt tro og livsanskuelse, og som regel kommer der et tidspunkt i diskussionen, hvor de rationelle argumenter og begrundelser hører op. Man når til et punkt, hvor man bare må sige, at “ja, men sådan ser jeg altså på det” eller “sådan vælger jeg at tro”. Det gælder hvad enten ens livsanskuelse er religiøs eller ej. I sidste ende når man det sted, hvor man bare TROR.

For mit vedkommende er det punkt fx der, hvor jeg siger, at “jeg tror på et liv efter døden, fordi jeg ikke har et alternativ”. Jeg kan ikke tro, at livet ender med et sort punktum. Et mørkt hul hvor alt liv hældes ned i og, hvor der ikke ER noget mere. Jeg anerkender for så vidt, at det logisk set godt kunne være sådan. Som jeg ser det, er der nemlig hverken tvingende rationelle argumenter for eller imod liv efter døden.

Til gengæld har jeg, hvad man måske kunne kalde en eksistentiel begrundelse; hvis livet bare er dette enkelte livs korte og blandede fornøjelse, så ved jeg egentlig ikke, om det er det værd. Det giver ikke nogen mening for mig at tænke på den måde. Hvis jeg skulle tænke sådan, ville jeg dømme mig selv til at leve i, hvad jeg ville opfatte som en kold og trøstesløs eksistens. Et dødens domæne. Og hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg VÆLGER at tro noget andet.

Permalink 5 kommentarer

27.01.11

Så forsvandt “jeg”…eller?

Kategoriseret under Selvudvikling, Tro af jenswpedersen

Jeg dyrker mindfulness, hvilket oprindeligt er en buddhistisk praksis. En del af den praksis går ud på at søge efter “jeget” og (hvis man ellers er en god buddhist) at opdage dets totale fravær. Ifølge buddhismen er der nemlig ikke noget “jeg” i betydningen en permanent kerne i individet.

Hvis en ordentlig buddhist nu ryster opgivende på hovedet ved at læse denne gennemgang, må den person meget gerne skrive en hovedrystende kommentar herunder. Måske spreder jeg fejlinformationer - eller bare en hel række dårlige argumenter?

Det jeg har forstået er imidlertid, at man i meditationen søger “jeget” ved at gennemgå hele ens eget væsen; dvs. tanker, følelser og krop. Alt det viser sig at være foranderligt eller forgængeligt. Tankerne kommer og går, følelserne ændres løbende og kroppen forfalder med alderen. Der er med andre ord ikke noget, som er permanent. Jeget forsvinder.

Ideelt set burde man altså kunne begynde en mindfulness meditation med et “jeg” og afslutte den uden

Det er bare ikke sket for mig. Tværtimod bliver jeg hårdnakket ved med at finde et jeg, når jeg leder efter det

Her er de steder, hvor jeg mener, at “jeg” kan lokaliseres:

1.  “Jeg” er ikke mine tanker, følelser og krop, men den som tænker tankerne, har følelserne og sanser kroppen. Jeg er så at sige det permanente vidne til alt det, der konstant forandres.

2.  “Jeg” har en personlig historie, som jeg erindrer. Jeg erindrer jo netop min egen historie, og ikke nogen andens. Det afgrænser mig som individ.

3.  Buddhister tror på karma (også jeg). Men den forestilling kræver for mig at se et jeg, som sår karma og efterfølgende høster selvsamme. Eller med andre ord en handlende agent, et “jeg”.

Ps.: Jeg er med på, at “jeget” ikke kan tilskrives særlige individuelle kvaliteter - det som kendetegner mit jeg er med andre ord det samme, som kendetegner alle andre jeger. Min pointe er altså blot, at jeg rent faktisk er en afgrænset entitet.

Med mindre en god buddhist kan gendrive ovenstående???

Permalink 6 kommentarer

24.01.11

Tilfældets psykologi

Kategoriseret under Tro af jenswpedersen

Artiklen her handler om, hvordan vi, min bror og mig, påvirkes af tilfældigheder. Held og uheld. Vores adfærd vil her blive betragtet som et casestudy

Nærmere bestemt ser vi på mange års observationer i forbindelse med spillet backgammon, hvor tilfældigheder spiller en helt afgørende rolle pga. de mange terningekast.

Vi to er (angiveligt) moderne, rationelle individer, men vores adfærd indikerer noget helt andet; under spillet forsøger vi nemlig at påvirke terningerne ved at udøve magi, bøn (vi trygler) og i kraft af små ritualer, som fx at puste på terningerne inden vi kaster dem

Det er formentlig ret komisk at se på, men ikke desto mindre lægger vi stor alvor i det - ikke bare en gang imellem men HVER gang.

Alt sammen er det noget, der snarere kendetegner den arkaiske psyke hos vores animistiske forfædre. For dem var alt besjælet, inkl. de “døde” ting; stenene, vinden osv. Det er terninger ikke for os. Især ikke for min ateistiske bror, som til enhver tid vil sværge til strengt videnskabelige forklaringer på et hvilket som helst fænomen.

Jeg er spændt på, hvordan han vil (bort)forklare sin egen adfærd her???

Og ikke nok med at vi ihærdigt søger at manipulere med terningerne; vi reagerer også som forurettede, når de går os imod. Især hvis vi “sidder i uheld” i længere tid. Så hidser vi os op, bliver vrede og føler os dårligt eller uretfærdigt behandlet.

Som om hele verden var imod os.

Nu er han blevet mere afbalanceret, men før i tiden kastede lillebror endda ting efter mig, når han var tilstrækkelig ophidset

Vi påtager os tilsyneladende en meget uklædelig offerrolle, et martyrium.

Men for at verden kan være imod os, må den være besjælet. Den må have en vilje eller intention. Døde ting kan ikke være imod noget. Vores adfærd afslører, at vi implicit tillægger verden et væsens kvaliteter. Vi betragter den som en modstander; en som ikke kan lide os, eller som behandler os dårligt og uretfærdigt. Vores psykologiske respons vidner om lag i vores psyke, der har en anden verdenstydning, end den vi bevidst tillægger os. Der må være tale om en ubevidst religiøsitet, som så at sige tager magten fra os.

Ur-psyken er tilsyneladende stærkere end den moderne, rationelle intelligens

Permalink 4 kommentarer